Vil du være med til at starte LGBT Asylum op i Aarhus?

LGBT Asylum har længe haft et ønske om at åbne en afdeling i Aarhus, idet mange LGBT-asylansøgere og -flygtninge bor i Jylland. Derfor søger vi nu frivillige kontaktpersoner til at opstarte LGBT Asylum Aarhus-afdelingen.

LGBT Asylum arbejder for LGBT-personers rettigheder i det danske asylsystem og støtter LGBT-flygtninge, der har fået opholdstilladelse i DK. LGBT-personer er en overset gruppe, der oplever særlige udfordringer i asylsystemet og også ofte social isolation. Viden og information om muligheder i denne type asylsager er nærmest ikke-eksisterende i det danske asylsystem, og det kan have betydning ikke bare for vilkårene under ansøgningsprocessen, men også for udfaldet af de enkelte sager. Når LGBT-personer har fået ophold oplever de ofte isolation og problemer i integrationsprocessen. Rådgivning, netværk og information om rettigheder og muligheder er essentielt for deres trivsel. Derfor har vi brug for kontaktpersoner! Vi arbejder ud fra den tilgang, at asylaktivisten (det kalder vi asylansøgere) og refugees (det kalder vi personer med opholdstilladelse) i udgangspunktet har ansvaret og initiativet. Kontaktpersoner guider og støtter vedkommende.

Som kontaktperson følger du en eller flere asylaktivister i deres vej gennem det danske asylsystem. Dette arbejde har både en sagsmæssig og en social side. Sagsmæssigt indebærer det blandt andet, at du informerer asylaktivisten om asylsystemet, forbereder asylaktivisten til interviews med myndighederne, hjælper med sagsarbejdet ved fx at indhente baggrundsoplysninger fra oprindelseslandet samt henviser asylaktivisten til den rette person/organisation/myndighed, fx sundhedspersonale, asylcenter, Dansk Flygtningehjælp eller advokat. Ligeledes vejleder du refugees i kontakten med eksempelvis kommuner.

Du er det sociale link mellem asylaktivisten/refugeen og LGBT Asylum. En af opgaverne er derfor at videregive informationer om arrangementer såsom lørdagsmøder, Pride, demonstrationer m.m. og sørge for at planlægge transport. Sammen med asylaktivister, refugees og andre kontaktpersoner skal du også planlægge sociale aktiviteter. Desuden kan der være et behov for at mødes med asylaktivister eller refugees med jævne mellemrum og tale om stort og småt og være en generel støtte i asyl- eller integrationsforløbet. Du vil få rigeligt med støtte gennem et uddannelsesforløb, en mentorordning og løbende uddannelse og sparring.

Vi lægger vægt på, at du:

  • kan tage ansvar og forpligte dig til at følge en asylaktivist socialt og sagsmæssigt, samt være tilknyttet gruppen som kontaktperson i en længerevarende periode
  • har fokus på asylaktivisternes behov og interesser
  • er villig til at sætte dig ind i kontaktpersonsarbejdet herunder komme til lørdagsmøder, kontaktpersonsmøder og halvårsmøde. I gennemsnit 2-3 møder pr. måned
  • deltager i LGBT Asylums uddannelsesforløb
  • har tid og lyst til arbejdet, herunder tid til perioder med intensivt arbejde
  • har erfaringer på egen krop med at falde inden for LGBTQ (hvilket betyder, at heteroseksuelle cis-personer ikke kan blive kontaktpersoner i LGBT Asylum)
  • taler dansk og engelsk
  • besidder basale IT-kundskaber.

Vi holder et introduktionsmøde i Aarhus d. 17. september hvor vi fortæller om arbejdet og vores planer for en Aarhus-afdeling. Herefter vil vi holde et oplæringsforløb over to søndage i oktober.

For at deltage i oplæringsforløbet skal du udfylde dette skema og sende det til info@lgbtasylum.dk.

Hvis du har spørgsmål nu og her, er du velkommen til at skrive til info@lgbtasylum.dk.